Egmont Pension

Pension

Som medarbejder hos Nordisk Film får du en god pensionsordning, der giver dig mulighed for at opnå et attraktivt afkast på din opsparing, så du er godt stillet økonomisk, når du går på pension.

Samtidig vil vi gerne være med til at sikre, at du og familien kan få hjælp, hvis du skulle blive syg eller få en skade. Pensionsordningen indeholder derfor også en række forsikringer, der skal sikre dig i tilfælde af, at du bliver ramt af sygdom eller ulykke, eller du har brug for hurtig behandling på privathospitaler/-klinikker og hos speciallæger. 

Hvor meget bliver indbetalt? 

Det fremgår af din lønseddel, hvor meget der bliver indbetalt til din pensionsordning.

  • Langt størstedelen af indbetalingerne til ordningen går til din opsparing, der som udgangspunkt er ratepension, som giver dig en månedlig udbetaling i 10 år, når du går på pension. Indbetaler du mere end 50.000 kr. årligt, vil din indbetaling herudover gå til en livsvarig livrente. 

  • En mindre del af indbetalingen bliver brugt til betaling for dine forsikringer og omkostninger. 

Dit afkast 

Din pensionsordning hedder PFA Plus og er et såkaldt livscyklusprodukt placeret i markedsrente. PFA investerer dine penge i fx aktier og obligationer ud fra din risikovillighed. Dit afkast følger markedet, og du får derfor det afkast, som investeringen af din opsparing giver. Du kan selv få indflydelse på, hvordan den bliver investeret. Du har som udgangspunkt investeringsprofil C, som er middel risiko. 

PFA tilpasser automatisk de investeringer, der ligger til grund for din opsparing, og gør risikoen mindre, jo mere du nærmer dig pensionsalderen. 

Forsikringer

Du har som standard følgende forsikringer i din pensionsordning

  • PFA Sundhedslinje
    PFA Sundhedslinje er din direkte hotline, hvor du kan få hjælp til at ændre uhensigtsmæssig livsstil til gode rutiner og vejledning om fx stress, kost og vægttab og smerter i bevægeapparatet. 
  • PFA Helbredssikring 
    Din mulighed for at få foretaget en lægehenvist undersøgelse eller behandling på privathospital/-klinik eller hos speciallæge 
  • PFA Kritisk sygdom 
    Økonomisk hjælp, hvis du bliver ramt af visse kritiske sygdomme. 
  • PFA Erhvervsevne 
    Månedlig udbetaling fra PFA, hvis du ikke længere kan arbejde. 
  • PFA Liv 
    Dine nærmeste er sikret økonomisk, hvis du ikke længere er der til at bidrage.

PFA Helbredssikring, PFA Kritisk Sygdom standard dækning og PFA Liv standard dækning betales af Egmont. Prisen for øvrige forsikringer bliver trukket fra din pensionsopsparing. 

Book en rådgivningssamtale og få en kvalificeret anbefaling

Når du begynder i dit job hos Nordisk Film, opfordrer vi dig til at booke en rådgivningssamtale med en af PFA’s pensionsrådgivere.

Vi opfordrer dig til at booke samtalen med din rådgiver, så hurtigt som muligt fra din ansættelsesdato. 

F.eks. er det en god idé at overveje: 

  • om du vil ændre din investeringsprofil, så den passer til din risikovillighed 

  • om du selv vil stå for investeringen af en del af din opsparing 

  • om du og familien har brug for at forhøje dine forsikringer 

  • hvem, der skal have pengene fra din pensionsordning, når du dør

  • om du vil overføre din opsparing fra et andet selskab til PFA, så du har det hele samlet ét sted

Du kan booke en rådgivningssamtale via dette link. Du har behov for din NEM-ID.

Du er også velkommen til at ringe til PFA på 3917 6019 og aftale en samtale.

Følg med i din pensionsordning og foretag ændringer online på mitpfa.dk

Du har mulighed for løbende at tilpasse din opsparing og forsikringer, så de passer præcist til det liv, du lever lige nu. 

På Mitpfa.dk kan du se, hvad der bliver indbetalt hver måned, hvor meget du har sparet op, og hvordan dine forsikringer dækker dig. Du kan også foretage dine ændringer her.