Oiii logo

Nordisk Film i stor satsning på originalt børneindhold

27.11.2019

Oiii er navnet på et nyt kommercielt public service-børneunivers med film, tv-serier og originalt, lokalproduceret børneindhold, som Nordisk Film lancerer i tæt samarbejde med TV 2 Norge. Oiii bliver 1 december i år tilgængeligt i Norge, og målsætningen er, at Oiii også kommer til Danmark og Sverige.

I tæt samarbejde med TV 2 i Norge lancerer Nordisk Film nu børneuniverset Oiii. Der er tale om cirka 350 timers børneindhold til de 3-12-årige og deres forældre, som bliver tilgængelig på TV 2 Norges tv-kanaler og streamingtjenesten TV 2 Sumo fra 1. december. Og Nordisk Film planlægger, at Oiii også skal lanceres i Danmark og Sverige. 

Til Oiii bliver der produceret seks originale tv-serier om året, som er tæt på nordiske børns liv og hverdag. De første såkaldte Oiii’riginals er produceret af produktionsselskabet Drive Studios og tæller blandt andet ”Oiii`gården”, som følger livet på en økologisk gård i Norge, ”Monstermaling”, der lærer og inspirerer børn til at male ansigter, og julekalenderen ”Jul i historiehulen”.

Derudover består Oiii af Nordisk Films katalog af licensierede animations-titler til de mindste som f.eks. ”Masha og bjørnen”, ”Little Charmers” og ”Byggemand Bob”, serier til større børn samt en lang række børne- og familiefilm og helt nye nordiske drama-serier.

”I dag er det en afgørende faktor for en broadcaster at have både det lokale, kendte internationale brands og det eksklusive indhold – Oiii kan det hele. Med Oiii får en broadcaster som TV 2 Norge hele pakken: det rigtige og alderssvarende indhold, en redaktionel kuratering samt skræddersyede lokale programmer, der afspejler børns liv og hverdag her og nu. Oiii er et udtryk for Nordisk Films satsning på børneindhold, som vi har en stærk tradition for at producere og kan se et stigende nordisk marked for,” siger Kirstine Vinderskov, som er kanalredaktør i Nordisk Film. 

De seneste fem år har Nordisk Film tilbudt Min Bio, der er en digital tjeneste til de små børn, i de tre nordiske lande. Med Oiii tager Nordisk Film et markant nyt skridt med at opbygge et helt børneunivers til de 3-12-årige, og målsætningen er at Oiii – der nu lanceres i Norge – skal udbredes til Danmark og Sverige. 

Kirstine Vinderskov understreger, at et meget vigtigt element af Oiii er de originale, lokalproducerede tv-serier i public service-kvalitet. 

”Vi tror på, at børnefamilierne efterspørger et lokalt univers på streaming, der er båret af sunde og ordentlige værdier, og som afspejler det børneliv børn i Norden lever og kender. Oiii skal være et public service-børneunivers, der er elsket af børnene, og som er trygt for forældrene. Vi vil være børnenes storebror, lillesøster eller bedste ven, der underholder, udfordrer og inspirerer til at have det sjovt og lære noget imens. Vi vil gøre det sejt at være barn,” siger Kirstine Vinderskov.