Raw Fury Logo

Nordisk Film sælger andel af svensk computerspilselskab

16.08.2021

Nordisk Film sælger sin minoritetsandel af det svenske computerspilselskab Raw Fury til kapitalfonden Altor. Dette sker som led i en større handel, hvor Altor bliver majoritetsejer af Raw Fury.

Siden juli 2018 har Nordisk Film – igennem forretningsenheden Nordisk Games – været medejer af Raw Fury og har i perioden understøttet dets markante udvikling som udgiver af computerspil fra uafhængige spiludviklere. Købstilbuddet fra Altor er accepteret i tæt forståelse med Raw Furys øvrige ejerkreds.

”Raw Fury er et fantastisk selskab, som vi er glade for at have været med til at udvikle de seneste tre år. Altor kom imidlertid med et meget attraktivt tilbud, som vi i tæt forståelse med Raw Furys grundlægger Jónas Antonsson og den øvrige ejerkreds takkede ja til. Samtidig giver salget et meget flot afkast, som vidner om den imponerende vækstrejse, Raw Fury har været på indtil videre,” siger Allan Mathson Hansen, der er adm. direktør i Nordisk Film.

Siden 2017 har Nordisk Film investeret op mod 1,5 mia. DKK i en række europæiske computerspilselskaber, der tilsammen har mere end 1.000 ansatte, og computerspil er fortsat et vigtigt strategisk satsnings- og vækstområde.

”Vi har en stærk portefølje af computerspilselskaber, der udvikler sig meget positivt, og vi forventer fremadrettet at foretage flere opkøb i nye selskaber. Vi går normalt ind i et selskab med en minoritetsposition og arbejder uden nogen exit-horisont tæt sammen med grundlæggere og selskabsledelse om den langsigtede udvikling. Vi er dog ikke afvisende over for at sælge fra, hvis rationalet og tilbuddet, som i dette tilfælde, er det rette for os og for selskabet, vi har investeret i,” siger Allan Mathson Hansen.

Raw Furys grundlægger Jónas Antonsson udtaler:

”Vi er meget taknemmelige for Nordisk Games’ urokkelige tillid til os og deres hjælp med at forberede os på denne nye tid og på at styrke os i hvem vi er, og hvad vi repræsenterer i dag.”