Ny forskning skal bane vejen for fremtidens filmoplevelser

09.09.2019

Produktionsselskabet MAKROPOL står bag et nyt forskningsprojekt, som i samarbejde med Aalborg Universitet’s Multisensory Experience Lab og Den Danske Filmskole skal gøre filmbranchen klogere på, hvordan man kan skabe nye og stærkere filmoplevelser ved brug af nye teknologier.

ErhvervsPhD-projektet med titlen “Sculpting in Time and Space” er støttet af Innovationsfonden og Nordisk Film Fonden og skal undersøge, hvordan XR (eXtended Reality) anvender nye teknologier som Virtual Reality blandet med klassiske film- og performance-greb til at transportere publikum dybt ind i andre universer og fortællinger.

MAKROPOL har gennem de seneste 6 år fokuseret på at skabe opsigtsvækkende, historiedrevet oplevelser, der omslutter publikum ved brug af ny teknologi. Blandt andet gennemførte de i 2017  en 2 måneders performance-installation i VR kaldet ANTHROPIA på Copenhagen Contemporary, der slusede over 1000 mennesker igennem og var udsolgt inden for få uger. Men der mangler fortsat forskning og vidensdeling i branchen, så der kan skabes en bæredygtig og international infrastruktur for fremtidens filmoplevelser. 

Den erhvervsPhD-studerende på projektet, Camilla Jaller, har en baggrund i Visuel Kultur fra Københavns Universitet og udtaler: "Det er et helt afgørende tidspunkt at få genereret viden på området. Lige nu står vi i en situation, hvor de fleste XR oplevelser kun vises en enkelt gang på et enkelt sted. For at industrien kan vokse til gavn for både producenter, kunstnere og publikum er vi nødt til at tage et skridt tilbage og forstå, hvad der egentlig er på spil. Og så skal oplevelserne forankres i et sted - vi skal udvikle fremtidens biograf." 

Filmskolens rektor Vinca Wiedemann udtaler: ”For Filmskolen som kunstnerisk uddannelse er det afgørende at kunne forske i, hvordan vi kunstnerisk kan udnytte de nye teknologier. Med dette projekt vil vi få en stærkt tiltrængt viden på området, som vil kunne bruges til at udvikle fremtidens medieproduktion. Derfor er jeg lykkelig over, at Nordisk Film Fonden og Innovationsfonden har støttet projektet, så det kunne blive til noget!”  

Producent og direktør for Makropol, Mads Damsbo, glæder sig også til at se hvad projektet kan bære med sig. ”For Makropol, som er en dedikeret XR produktionsvirksomhed, er det altafgørende at vi kortlægger og forstår det nye marked, og at vi samtidigt bygger et økosystem op, der er rustet til at skabe fremtidens film.

I Nordisk Film Fonden ønsker vi at bringe fremtiden ind i filmbranchen, så vi i Danmark og Norden fortsat kan fortælle spændende og vigtige historier. Nordisk Film Fondens donation til produktionsselskabet Makropol bidrager hertil,” siger Nordisk Films adm. Direktør, Allan Hansen, på vegne af Nordisk Film Fonden og fortsætter: “Makropols entreprenante forståelse for ny teknologi hjælper vores branche til at gribe nye kunstneriske muligheder, og dette er kun muligt, fordi Makropol besidder nysgerrighed, mod og vilje til at betræde ukendt land.

Som en del af forskningsprojektet vil samarbejdspartnerne afvikle en årlig XR Cinema Summer School for fremtidens historiefortællere inviteret fra en række kreative uddannelser og industrien generelt.