HARPIKS
Fotograf: Åsmund Sollihøgda.

Se første trailer fra det danske drama HARPIKS

13.09.2019

Under stor international mediebevågenhed havde Zentropa og Adomeit Films foruroligende, originale danske drama HARPIKS i søndags verdenspremiere på Toronto International Film Festival. I dag kan det danske publikum se filmens første trailer.

Peter Plaugborg, Ghita Nørby, Amanda Collin og en helt ukendelig Sofie Gråbøl er blandt de prominente navne, der kan opleves i traileren til Daniel Borgmans spillefilm HARPIKS.

HARPIKS er instrueret af dansk-new zealandske Daniel Borgman og er filmatiseringen af Ane Riels anmelderroste, prisbelønnede danske roman af samme navn. I traileren møder vi Jens og hans kone Maria, der har vendt den moderne civilisation ryggen og lever dybt inde i skoven for at beskytte deres datter Liv mod omverden.
 
Peter Plaugborg spiller Livs kærlige, men desperate og livsfarlige far Jens, og Sofie Gråbøl er fysisk fuldstændig forandret i rollen som moderen Maria, der med sine 200 kilo er lænket til sin seng.  Ghita Nørby spiller farmoren Else, der vender op og ned på familiens isolerede paradis, og Amanda Collin spiller den sorgramt kvinde Roald, som får en nøglerolle i den lille families skæbne. I den absolutte hovedrolle som den kun 13-årige Liv er der blevet plads til det helt unge stortalent Vivelill Søgaard Holm, der sammen med Daniel Borgman repræsentererede filmen i Toronto. 
 
HARPIKS har biografpremiere 12. december i år.

Handlingen

Den enfoldige mand Jens, hans grotesk overvægtige kone Maria og deres teenagedatter Liv lever dybt inde i skoven et sted langt fra det omgivende samfund. Jens og Maria vendte for mange år tilbage ryggen til civilisationen af frygt for, at myndighederne ville tage deres datter fra dem. De iscenesatte datterens død og har siden holdt hende skjult fra omverden. Afskærmet fra samfundet lever de i ét med naturen, men da Livs farmor efter mange år opsøger den lille familie ude i skoven, skal Liv opdage en helt ny verden. Nysgerrig og optændt efter at lære mere begiver Liv sig tøvende ud i verden. Det trygge paradis står for fald, og for at redde sin familie må Jens finde sine mørkeste kræfter frem. Det bliver en kamp mellem liv og død…
 
HARPIKS er en dybt urovækkende fortælling om kærlighedens lænker og frygten for at miste.  Den stiller det helt grundlæggende spørgsmål: Er kærligheden altid god, og kan vi elske dem vi elsker for meget?

Holdet bag filmen

HARPIKS er instrueret af Daniel Borgman, der er uddannet fra den alternative danske filmskole Super 16 i 2009 og tidligere har lavet de prisbelønnede spillefilm The Weight of Elephants (produceret af Zentropa, 2013) og At elske Pia (produceret af Adomeit Film, 2017). Bo hr. Hansen har skrevet manuskriptet til HARPIKS, og filmen er produceret af Zentropa Productions2 og Adomeit Film v/ Peter Aalbæk Jensen og Katja Adomeit.
 
Holdet bag filmen valgte at optage i Nakkebølle i Faaborg-Midtfyn Kommune på Fyn, som blev de perfekte omgivelser til at skabe præcis den stemning filmen havde brug for.
 
HARPIKS er støttet af Det Danske Filminstitut under konsulentordningen, FilmFyn og TV 2.