DRUK

Thomas Vinterberg og Zentropas DRUK hitter også internationalt

03.11.2020

Herhjemme er Thomas Vinterberg og Zentropas DRUK blevet årets biografhit. Filmen har med 684.991 solgte billetter netop passeret Jagten (672.000 solgte billetter) som er Thomas Vinterbergs største biografsucces til dato. Og endda på under seks uger.

DRUK er det bedst sælgende drama i de danske biografer siden Hvidsten Gruppen fra 2012 (765.000 solgte billetter). Også i udlandet går det forrygende for DRUK. Filmen er solgt til 64 territorier over hele verden. Den har allerede vundet flere priser, og den bliver taget flot imod alle steder.

I Frankrig var det den 4. mest sete film i åbningsweekenden og den mest sete film i Paris. Med knap 115.000 solgte billetter er det den bedste åbningsweekend for Thomas Vinterberg i Frankrig til dato. Anmeldelserne har været fantastiske hele vejen rundt. Fra Le Figaro over Le Parisien til Le Monde. I Italien blev DRUK flot modtaget på Rom Film Festival, ligeledes med flotte anmeldelser fra landets aviser. Og i Norge har filmen også fået fantastisk gode anmeldelser – fem stjerner fra bl.a. NRK, TV2, Dagsavisen, Stavanger Aftenblad og Cinema.
 
Thomas Vinterberg udtaler:
- Jeg er netop hjemvendt fra stående klapsalver i Rom og Paris, og det har igen været meget overvældende og rørende. Det overrasker mig, at en film om danskernes helt særlige drukvaner nu viser sig at bringe lykke i udlandet. Men måske de har mærket, at der er andet og mere på spil.
 
Internationalt har DRUK vundet fem priser indtil videre. Først vandt den Prix des Cinémas Art et Essai (Art House Cinema-prisen) i Frankrig, siden vandt den prisen for Bedste Mandlige Skuespiller til de fire hovedrolleindehavere på San Sebastián International Film, og senest vandt den hovedprisen på London Film Festival. Filmen har ligeledes været udtaget til det officielle program til filmfestivalerne i både Cannes og Toronto.
 
DRUK er en del af Biografklub Danmark-programmet og distribueres i Danmark og resten af Norden af Nordisk Film Distribution og sælges internationalt v/ TrustNordisk.