07.08.2019
Nordisk Film Production kan i dag løfte sløret for hovedtraileren til den stjernespækkede danske komedie JAGTSÆSON, hvor tre veninder - spillet af Mille Dinesen, Lærke Winther og Stephania Potalivo, går til tåkrummende yderligheder i jagten på lykke, venskab og mænd. Filmen er instrueret af Tilde Harkamp og får biografpremiere lige op til efterårsferien den 3. oktober i år.
Den nyligt fraskilte singlemor Eva (Mille Dinesen) tager på wellness-weekend med barndomsveninden Marlene (Lærke Winther) for at hjælpe hende gennem sin midtvejskrise. Med på turen er også Isabella (Stephania Potalivo), den nye unge kæreste til Evas eksmand, som maser sig på for at overtage rollen som bedsteveninde for Marlene. Det bliver en tur, der får det absolut værste frem i pigerne, og venskabet bliver sat på en voldsom prøve gennem bl.a. en uheldig omgang Brazilian waxing og en mislykket fasanjagt. Spørgsmålet er, om Eva kan klinke skårene med Marlene, sikre et anstændigt forhold til Isabella og redde sin søns fødselsdag.
JAGTSÆSON er en varm, skør og humørfyldt dansk komedie, der kommer ind under huden på sine sjove, skrøbelige og alt-for-meget karakterer. Publikum kan se frem til at krumme tæer, mens de tre kvinder gennemlever alt fra veninde-jalousi over nye familiekonstellationer og lurende midtvejskriser.
JAGTSÆSON er instrueret af Tilde Harkamp (Den anden verden og Iqbal og den hemmelige opskrift m.fl.) efter manuskript af forfatterparret Claudia Boderke og Lars Mering, der bl.a. har skrevet de succesfulde Klassefesten-film. Filmen er optaget på Fyn takket være støtte fra FILMFYN.
JAGTSÆSON produceres af Nordisk Film Production - med støtte fra Det Danske Filminstituts Markedsordning, FILMFYN, DR v/Filmklubben og Nordisk Film Distribution.