ROSE
Foto: Roger Do Minh

Trailerpremiere på ROSE en ny dansk film af Niels Arden Oplev

08.10.2021

Der venter publikum en uforglemmelig busrejse fra Aalborg til Paris (og retur) i selskab med bl.a. Sofie Gråbøl, Lene Maria Christensen, Anders W. Berthelsen, Søren Malling og Peter Gantzler når Niels Arden Oplevs nye spillefilm, ROSE, får premiere med Biografklub Danmark den 24. februar 2022.

Der er noget at glæde sig til i 2022, når Niels Arden Oplev inviterer det rejselystne publikum med på en busrejse til Byernes By i selskab med en flok af vores førende skuespillere. Det bliver på alle måder en uforglemmelig oplevelse og Paris vil ikke længere være det samme, efter at man har oplevet byen sammen med Sofie Gråbøl, Lene Maria Christensen, Anders Berthelsen og Søren Malling. 

Se traileren her
 
ROSE udspiller sig hen over en uge i sensommeren 1997. En turistbus ruller ud fra Aalborg Rutebilstation med kurs mod den franske hovedstad, Paris. I bussen sidder Inger (Sofie Gråbøl), hendes søster Ellen og svoger Vagn (Lene Maria Christensen og Anders W. Berthelsen) sammen med en gruppe glade forventningsfulde nordjyder, som er lykkeligt uvidende om, hvad der venter dem.
Men bussen har knapt nået den jyske motorvej, før Inger højlydt deltagtiggør resten af selskabet i sin egen sindslidelse – og pludselig tager det hele en drejning. For i rejseselskabet er også viceskoleinspektør Skelbæk (Søren Malling) og hans familie. Skelbæk er en bedrevidende men retskaffen mand, der højlydt proklamerer sig som modstander af alt, hvad der afviger fra normaliteten til Vagns store irritation.
Ved ankomst til rejsens mål viser Inger helt nye sider af sig selv og det bliver klart, at hun har en skjult dagsorden. For ved gensynet med den franske hovedstad rejser en lang række spørgsmål sig for Inger og snart indleder hun jagten på en tabt kærlighed.
 
Med ROSE er Niels Arden Oplev tilbage i Danmark efter sin store succes med filmen SER DU MÅNEN, DANIEL fra 2019. Denne gang som både manuskriptforfatter og instruktør i det, som han selv ser som sin mest personlige film siden DRØMMEN (2006), der var baseret på minder fra hans egen opvækst og skolegang i Nordjylland.
 
I filmen medvirker bl.a. Sofie Gråbøl, Lene Maria Christensen, Anders W. Berthelsen, Søren Malling, Peter Gantzler, Christiane G. Koch, Karen-Lise Mynster, Luca Ben Coker, Illyes Salah og Jean-Pierre Lorit.
 
ROSE er produceret af Thomas Heinesen for Nordisk Film Production A/S i samarbejde med Nordisk Film Production AS med støtte fra Det Danske Filminstitut, Den Vestdanske Filmpulje, Eurimages og Creative Europe Media Slate.