DRONNINGEN hitter hos publikum!

01.04.2019

Den anmelderroste film har allerede solgt 51.586 billetter inkl. snigpremierebilletter.

Da May El-Toukhys DRONNINGEN fik biografpremiere i torsdags kunne holdet bag filmen vågne op til historisk flotte anmeldelser. Fuldt hus og seks hjerter eller stjerner var der bl.a. fra Politiken, Berlingske, BT, Ekstra-Bladet, Børsen, Filmselskabet på DR K og EKKO. Og i anmelderopgørelsen på Kino.dk er det den bedst anmeldte danske biograffilm nogensinde – og den næstbedste film overhovedet i danske biografer! Efter at biograftallene er kommet ind her til morgen, kan det i den grad konstateres, at publikum har fulgt trop. DRONNINGEN er nemlig kommet flyvende fra start i de danske biografer og har i premiereweekenden solgt 45.159 billetter. Når man lægger snigpremierebilletterne oven i, er den allerede fire dage efter premieren på 51.586 solgte billetter. Dermed tegner filmen sig for den bedste premiereweekend for et dansk drama siden Bille Augusts Lykke-Per i august sidste år. 

Det er et resultat, der skaber glæde i Nordisk Film, som både har produceret og distribueret filmen. Direktør i Nordisk Film Distribution, Frederik Honoré, udtaler:

Det er en rigtig flot start for et moderne dansk drama, og det er fantastisk at konstatere, at både anmeldere og publikum er glade for filmen. Det er kun May el-Toukhys anden spillefilm, men med denne helt ekstraordinære modtagelse manifesterer hun sig allerede nu som én af landets ypperste instruktører. Det er en fantastisk bedrift som hun, Trine Dyrholm og resten af holdet bag filmen har skabt. Det ser samtidig ud til, at filmen får et rigtig godt word-of mouth, og derfor er jeg overbevist om, at DRONNINGEN får et langt og godt liv i biograferne. Hvor langt den kan gå må vi vente med at se, men det er særdeles opløftende at se, at publikumsinteressen efter seriøse dramaer i biografen er usvækket og at DRONNINGEN ser ud til at falde i deres smag. 

Med den flotte premiereweekend fortsætter DRONNINGEN sit triumftog, som startede på dettes års Sundance Film Festival. Her blev filmen kronet med ”Publikumsprisen” i festivalens internationale hovedkonkurrence ”World Dramatic Cinema Competition”, mens den samme aften tog hele tre priser med hjem fra Göteborg Film Festival: Hovedprisen ”Bedste Nordiske Film”, ”Bedste Skuespilpræstation” til Trine Dyrholm og ”Publikumsprisen”. Så sent som i aftes vandt Gustav Lindh prisen som Bedste Skuespiller i ”Young Cinema Competition (World)”-sektionen på Hong Kong Internationale Film Festival.

Historien i DRONNINGEN

I DRONNINGEN følger vi Anne, der regerer med stor myndighed i sit eget liv. Hun er succesfuld og kompromisløs i sit virke som advokat og lykkelig gift med lægen Peter, med hvem hun har to døtre. Men da hun forfører sin 17-årige stedsøn, Gustav, sætter hun alt over styr. DRONNINGEN er en fortælling om begærets pris og løgnes magt og er et portræt af et menneske, der drages mod et valg med uoverskuelige konsekvenser.

Holdet foran og bag kameraet

Foruden Trine Dyrholm i den altdominerende titelrolle spiller Gustav Lindh hendes 17-årige stedsøn og Magnus Krepper hendes mand Peter. Derudover medvirker blandt andre Preben Kristensen og Stine Gyldenkerne.

DRONNINGEN er skrevet af makkerparret Maren Louise Käehne og May el-Toukhy der også skrev kærlighedskomedien "Lang historie kort" sammen – en film der blev tildelt en Bodil for  henholdsvis ”Årets manuskript” og  ”Årets kvindelige hovedrolle”.

DRONNINGEN produceres af Caroline Blanco og René Ezra for Nordisk Film Production i co-produktion med Nordisk Film Production Sverige og med støtte fra DFI, DR,  SFI, SVT og NFTF. Filmen har dansk biografpremiere 28. marts og distribueres herhjemme af Nordisk Film Distribution.