Berthelsen Bamse

FØRSTE STILL FRA EFTERÅRETS DANSKE FEEL-GOOD DRAMA: SÅDAN SER ANDERS W. BERTHELSEN UD SOM BAMSE

03.05.2022

Biografklub Danmark har i dag offentliggjort, at instruktør Henrik Ruben Genz’ BAMSE bliver åbningsfilm i den kommende sæson.

Nimbus Film, Uppercut Media, Ja Film og Nordisk Film Distribution kan hermed offentliggøre det allerførste stillbillede fra det kommende filmdrama om ét af Danmarks store musikkoryfæer. Billedet giver et første indtryk af Anders W. Berthelsen som Bamse i det kommende drama om den lune musiker, som alle danskere kender, men få kender historien bag.

BAMSE er skrevet af Bo Hr. Hansen og Henrik Ruben Genz, med Anders W. Berthelsen i titelrollen og Johanne Louise Schmidt som hans kone Käte. BAMSE får dansk biografpremiere den 25. august 2022.

Historien i BAMSE

BAMSE er en hyldest til den folkekære danske musiker, der har givet os klassikere som ”Vimmersvej”, ”Hvorfor går Louise til bal” og ”I en lille båd der gynger”. 
Bag det varme smil og smækbukserne gemmer der sig en stærk og rørende fortælling om en mands livslange stræben efter anerkendelse og kærlighed. Flemming Bamse Jørgensen bliver som den eneste af 12 søskende bortadopteret. Flemmings adoptivfar ønsker, at Flemming skal overtage familiens fabrik, men til faderens skuffelse vælger Flemming musikken og bliver frontmand i Bamses Venner. En splittet baggrund, der sætter sig dybe spor i Flemmings liv. BAMSE er et varmt og menneskeligt drama, der med Bamses største hits som lydtæppe fortæller hans livshistorie.

Anders W. Berthelsen i sit livs rolle

Anders W. Berthelsen er Flemming Bamse Jørgensen. Anders har været én af landets mest populære og succesfulde filmskuespillere gennem de seneste 25 år, hvor nogle af højdepunkterne er gennembrudsrollen i Søren Kragh Jacobsens MIFUNES SIDSTE SANG, megasuccesen ITALIENSK FOR BEGYNDERE, thrilleren KONGEKABALE, dramaet DRØMMEN og KLASSEFESTEN-trilogien samt store DR1-succeser som TAXA, KRØNIKEN og FORBRYDELSEN. Anders W. Berthelsen får et særdeles travlt efterår, hvor han – foruden BAMSE - både har én af hovedrollerne i den kommende komedie ALLE FOR FIRE og får sin instruktørdebut med komedien LYKKELIGE OMSTÆNDIGHEDER.

Anders W. Berthelsen får kompetent med- og modspil af Johanne Louise Schmidt i den kvindelige hovedrolle som hans stærke og loyale hustru Käte. Johanne er i den brede befolkning mest kendt for sin præstation som sekretæren Rose i de populære Afdeling Q-film FASANDRÆBERNE, FLASKEPOST FRA P og JOURNAL 64 og har også gjort sig bemærket med en lang række store præstationer på Det Kongelige Teater. Senest har hun spillet statsminister Signe Kragh i den nye sæson af BORGEN.
I øvrige centrale roller ses bl.a. Henrik Birch som Flemmings far, Charlotte Bøving som moren, Lars Ranthe som manageren John Madsen, Signe Egholm Olsen som søsteren Jonna og Brian Lykke som vennen og bandkollegaen Jes.

Stærkt hold bag filmen

Efter 1. verdenskrigs-filmen Erna i Krig med Trine Dyrholm er instruktøren Henrik Ruben Genz tilbage i Aarhus-området med fortællingen om Bamse. Genz har tidligere lavet film som FRYGTELIG LYKKELIG og GUD TALER UD samt DR-serierne KRØNIKEN, FORBRYDELSEN og BORGEN 3.
Det er Genz og hans erfarne samarbejdspartner manuskriptforfatter Bo Hr. Hansen, som har skrevet manuskriptet til BAMSE. Bo Hr. Hansen er én af landets mest eftertragtede manuskriptforfattere og har i de senere år skrevet bl.a. DU FORSVINDER, VILDHEKS, DEN UTROLIGE HISTORIE OM DEN KÆMPESTORE PÆRE, JOURNAL64, Harpiks og Genz’ GUD TALER UD og ERNA I KRIG.

Med støtte fra Den Vestdanske Filmpulje er filmen optaget i Aarhus-området, hvor Flemming Bamse Jørgensen boede hele sit liv. BAMSE er produceret af Nimbus Film v/ producer Bo Ehrhardt, i co-production med Ja Film og Uppercut Media og støttet af Det Danske Filminstitut v. Markedsordningen, Den Vestdanske Filmpulje og FilmFyn. Filmen distribueres herhjemme af Nordisk Film Distribution. Filmen vil senere kunne ses på TV2 og TV2 Play.