Mads Matthiesens THE MODEL får premiere i foråret 2015

21.10.2014

Efter sin kritikerroste og prisvindene debutfilm 10 timer til Paradis fra 2012 er filminstruktør Mads Matthiesen nu i gang med sin næste film – THE MODEL.

By: Lena Juhl Seidelin/TrustNordisk

THE MODEL er et drama der udspiller sig i den internationale modebranche med al dens glamour og alle dens fristelser.
 
Optagelserne er netop startet og vil fortsætte i syv uger i Paris, Warszawa og København med den danske model Maria Palm, i en debuterende hovedrolle, over for den britiske skuespiller Ed Skrein bedst kendt fra Game of Thrones.
 
Modellivets glamour og menneskets mørke sider
THE MODEL handler om den unge, danske fotomodel Emma (Maria Palm) der kæmper for det store gennembrud i den parisiske modeverden.
Hendes rejse til modeverdens centrum, Paris, og det glamourøse liv som topmodel udvikler sig dog til et sandt drama, da Emma møder den attraktive og noget ældre modefotograf Shane (Ed Skrein). Emma bliver stormfuldt forelsket, og med Shane ved sin side begynder modebranchens døre at åbne sig for hende.
Men snart opdager Emma, at kærligheden også har dystre facetter, og hendes drømme bliver udfordret af både Shane og en uventet, mørk side hos hende selv.
 
Britisk charme og dansk skønhed
I hovedrollen får vi fornøjelsen af den danske, internationalt anerkendte model Maria Palm, som er blevet castet blandt en lang række danske topmodeller. Instruktør Mads Matthiesen udtaler:
 
”Det var fra starten meget vigtigt for mig at finde vores hovedrolle blandt rigtige modeller. Jeg har i mine seneste film primært arbejdet med amatører eller førstegangs-skuespillere i de store roller og det ville jeg gerne fortsætte med i forhold til Emma.
Vi har igennem 8 måneder castet blandt 60-70 af de bedste danske modeller. Første gang vi så Maria til casting i New York, hvor hun arbejde på det tidspunkt, kunne jeg med det samme mærke at hun var tilstede i rollen og hendes nærvær brændte igennem.
Vi fortsatte med en lang række castings og work-shops i Danmark og det blev mere og mere klart for mig at Maria var det helt ideelle match til rollen som Emma, da hun bibringer en stor følsomhed og nærvær til rollen.”
 
Maria Palm (20) er signet hos Elite Model Management Copenhagen og har lavet kampagner for bl.a. Marc by Marc Jacobs, J. Crew , Diesel, YSL, H&M, Etro, Zara and L’Oreal.  Maria har lavet editorials for nogle af verdens mest prestigefyldte magasiner bl.a. Vogue, ELLE, Harper’s Bazaar og L’Officiel.
 
I rollen som Shane ses den britiske skuespiller Ed Skrein.
Ed Skrein er bedst kendt for sin rolle som Daario Naharis i HBO´s hitserie Game of Thrones og har netop færdiggjort sin hovedrolle i optagelserne til actionfilmen The Transporter Legacy (premiere foråret 2015).
Om valget af Ed Skrein siger Mads Matthiesen:
 
"Ed er en super skuespiller der både har en dejlig britisk charme og en meget mørk side, hvilket var de egenskaber jeg ledte efter til rollen som Shane.”