noegle-hus-spejl-photo-by-christian-geisnaes

Michael Noer åbner Göteborg

08.01.2015

Michael Noers NØGLE HUS SPEJL deltager i hovedkonkurrencen på filmfestivalen i Göteborg.

Af: DFI/Freja Dam

16 danske film er udtaget til Göteborg International Film Festival, der finder sted den 23. januar til 2. februar. Michael Noers NØGLE HUS SPEJL er åbningsfilm og deltager i hovedkonkurrencen Dragon Award Best Nordic Film. Filmen blev i går annonceret i hovedkonkurrencen på Rotterdam Film Festival.

I Michael Noers tredje spillefilm NØGLE HUS SPEJL har Lily og Max været gift i mere end 50 år. Nu er de sammen flyttet på plejehjem, for siden Max blev ramt af en hjerneblødning, har han været plejekrævende. Efter at have tilsidesat sine egne behov i mange år længes hun efter atter at opleve nærhed og adspredelse i sit liv. Så da den jævnaldrende charmør, "Piloten", flytter ind i lejligheden ved siden af, falder Lily pladask for hans ukuelige og smittende livsglæde til stor fortrydelse og forargelse for hendes voksne datter. Men Lily giver ikke op, hun vil kæmpe for retten til at bestemme over sit eget liv og den nye kærlighed hun har fundet.

Ghita Nørby og Sven Wollter spiller hovedrollerne og vil være til stede til åbningsvisningen. Tomas Radoor og René Ezra har produceret for Nordisk Film. Filmen har dansk premiere senere i år.

Det er tredje gang, Michael Noer er udtaget til hovedkonkurrencen på Göteborg. Han vandt hovedprisen og kritikerprisen FIPRESCI for R i 2010 og kritikerprisen for NORDVEST i 2013.

Susanne Biers EN CHANCE TIL  bliver derudover præsenteret til gallavisning.