Nordisk Film tager næste skridt på gavemarkedet

22.10.2014

Efter opkøb af den nordiske markedsleder indenfor online gavekort går Nordisk Film Direct nu ind på markedet for salg af fysiske gavebokse i mere end 300 butikker landet over.

Gavemarkedet undergår i disse år store forandringer. Væksten bæres frem af, at gavekort nu er én af de absolut foretrukne gaver at modtage, samt at klassiske gaver som CD’er og DVD’er mister betydning. Gavekort til oplevelser som café- og restaurantbesøg, koncerter og biograf er mest populære.

For få år siden var gavekort noget den lokale butiksejer skrev ud i hånden. Gavekort er i dag et forretningsområde i vækst med en høj grad af digitalisering. Gavekort udgør 5 pct. af det samlede danske gavemarked men ventes at stige til 10 pct. eller cirka 3 milliarder kr. i 2019.

Egmont / Nordisk Film blev i juli nordisk markedsleder indenfor online gavekort med opkøbet af Gavekortet.dk, der årligt omsætter for en kvart milliard kroner.  I disse dage går mediekoncernen også ind på markedet for fysiske gavebokse i detailhandlen. Gavebokse under navnet good times kan inden jul købes i mere end 300 butikker landet over - bl.a. Bilka, Føtex, Kvickly, Fona, Bog&Idé, Illum, Salling og Arnold Busck.

”Det her er næste skridt i en samlet satsning på at blive størst i Norden indenfor gaver. Vi vil udvikle en samlet gaveløsning online og via fysiske butikker” siger Christian Folden Lund, direktør i Nordisk Film Direct.

Gavebokse fra good times skal være personlige.
”Undersøgelser viser, at gavekort nu er den mest populære gave, men det har været en barriere for gavegiverne at gøre gaven personlig nok. Derfor arbejder vi på en række personaliseringskoncepter både online og fysisk. I julen 2014 vil man fx via et særligt good times ark, der hænger på displayet, kunne printe sin egen forside til gaveboksene med en hilsen og et foto fx af den, der skal modtage gaven ,” siger Christian Folden lund.

Dansk Supermarked er begejstret for gaveboksene.
”Gavekort er én af de hurtigst voksende varekategorier i Føtex og Bilka. Gavebokse er en vare, der passer godt ind i området tæt på kassen, hvor kunden kan få idéen til en nem gaveløsning. Vi ønsker derfor at kunne tilbyde kunderne et bredt udvalg af gavekort,” siger René Knudsen, category manager i Dansk Supermarked.

Christian Folden Lund mener, at forbrugerne efterspørger nye måder at give gaver på.
”Hvis jeg spørger folk, hvornår de sidst har givet en CD som gave, så kan de fleste mennesker ikke huske det. Men vi er ikke holdt op med at give hinanden gaver. Der er bare brug for nye måder at forære musik, oplevelser og biografbilletter som gave”.

For tre år siden gik Nordisk Film i gang med at opbygge en ny digital forretning ved siden af film, biografer og PlayStation. Det ambitiøse mål er, at omsætningen skal nå en milliard kroner. Gennem opkøb af Gavekortet.dk, Filmweb og Billetlugen samt opstart af bl.a. MinBio, Frontrow og Goodtimes har den nye vækstenhed Nordisk Film Direct rundet en omsætning på 350 mio. kr. og er i dag et stykke over 100 medarbejdere.