for-c3-a6ldre-web

Robert-pris til debuterende instruktør

06.02.2017

Tre filmpriser til "Forældre", mens "Der kommer en dag" blev hædret som Årets danske spillefilm, da Robert-priserne søndag aften blev uddelt.Foto: Maria von Hausswolff

Den debuterende instruktør Christian Tafdrup modtog søndag aften Robert-prisen som Årets instruktør for filmen "Forældre", der er produceret af Nordisk Film. Søren Malling modtog en Robert for Årets mandlige hovedrolle i "Forældre", mens filmens klippere Anne Østerud og Tanya Fallenius modtog en Robert for deres indsats i filmen. 

"Forældre" er skuespilleren Christian Tafdrups første spillefilm. "Forældre" har også modtaget fire nomineringer til en Bodil-statuette.

En Robert som Årets danske spillefilm gik til "Der kommer en dag" fra Zentropa Entertainments. Filmen er produceret af Sisse Graum Jørgensen, Peter Aalbæk Jensen og Louise Vesth og instrueret af Jesper W. Nielsen. Filmen fik også prisen Årets originale manuskript, som Søren Sveistrup står for. Desuden blev Lars Mikkelsen hædret for Årets mandlige birolle og Sofie Gråbøl fik en Robert for Årets kvindelige birolle i "Der kommer en dag", der også blev hædret for Årets scenograf - Sabine Hviid og Årets kostumier - Stine Thaning.

Thomas Vinterberg og Tobias Lindholm modtog en Robert for Årets adapterede manuskript til "Kollektivet", mens Trine Dyrholm fik en Robert som Årets kvindelige hovedrolle i filmen, der er produceret af Zentropa. 

En Robert som Årets kortfilm i kategorien: Fiktion/Animation gik til "SIA" / Den Danske Filmskole og producer Caroline Eybye, Nordisk Film. Filmen er instrueret af Annika Berg.

Robert-priserne uddeles af Filmakademiet. Se alle Robert-priserne her.