SKAMMERENS DATTER sætter sig på førstepladsen

30.03.2015

Den danske fantasy-film SKAMMERENS DATTER har bidt sig fast i det danske biografpublikum.

Mere end 47.116 publikummer har indtil nu set ”SKAMMERENS DATTER” i biografen. Efter en flot åbningsweekend med over 34.662 solgte billetter (ekskl. snigpremierer) har filmen placeret sig på en fornem førsteplads blandt danskernes foretrukne filmvalg i denne uge.
 
- Et dansk fantasy-univers er ikke hverdagskost i de danske biografer, men ”SKAMMERENS DATTER” har alt det, som man kan ønske sig af genren og så lever den op til de høje forventninger, som de mange tusinde læsere af Lene Kaaberbøls romanserie har til den storslåede filmoplevelse, som også forfatteren har erklæret sin store begejstring for.
Når selv erfarne filmanmeldere trækker en direkte parallel til de meget populære internationale fantasy-serier som ”Game of Thrones” og ”Ringenes Herre”, så er det svært som filmdistributør at ønske sig mere. Med historien om Dina, Skammerens datter, lægger vi op til en påske med masser af drager, magi og eventyrstemning, siger Jan Lehmann, direktør i Nordisk Film Distribution.