Tredive dages mørke

Årets krimi skal produceres af Nordisk Film Production

21.04.2021

Jenny Lund Madsens debutroman "Tredive dages mørke" er kåret til Bedste danske kriminalroman 2020. Nordisk Film Production har købt filmrettighederne med planer om at lave en tv serie.

Nordisk Film Production har erhvervet sig filmrettighederne til den anmelderroste kriminalroman "Tredive dages mørke" af Jenny Lund Madsen med planer om at omsætte bogen til serie med Camilla Hammerich og Trin Hjortkjær Thomsen som producere

Det Danske Kriminalakademi har netop udråbt Jenny Lund Madsen til vinder af Harald Mogensen-prisen for Bedste danske kriminalroman 2020 for ”Tredive dages mørke”. Som modtager af Harald Mogensen-prisen er forfatteren automatisk kandidat til den nordiske krimipris Glasnøglen. Romanen, som er udkommet på forlaget Grønningen 1, er allerede solgt til udgivelse i flere lande.

”Tredive dages mørke” er Jenny Lund Madsens første roman og må således siges at være en overbevisende debut inden for dansk spændingslitteratur.

Bo Tao Michaëlis, der er formand for Kriminalakademiets jury, motiverer valget af Jenny Lund Madsens roman således: "Med sin snoede historie om den kultursnobbede skønlitterære forfatter Hannah som i bedugget tilstand påstår at hun på tredive dage med venstre hånd, kan skrive en gængs nordisk krimi, har Jenny Lund Madsen skrevet en både spændende, original og elegant velskreven kriminalroman. Med hovedhandling henlagt til Island, har hun både leveret en rustik melodramatisk thriller, en rørende og anderledes kærlighedshistorie samt en både satirisk kærlig, men også syrlig kras udlevering af de litteratursnobber som ikke regner krimier for rigtig litteratur. En inciterende intrige i flere lag. Om skumle sager i en lille flække ude i den islandske provins, hvor alle har fatalt del i en patriarkalsk fortid og en problematisk nutid med mutte mennesker, hårdt vejrlig og øde egne med gedulgte mord."

Jenny Lund Madsen er cand. mag. i Filmvidenskab og har studeret manuskriptskrivning på University of California Los Angeles (UCLA). Siden 2009 har hun arbejdet som manuskriptforfatter på spillefilm og tv-serier, herunder ”Bedrag”, ”Sjit Happens”, ”Mercur” og ”Rita”, og snart er hun aktuel som hovedforfatter med årets julekalender på TV 2 ”Kometernes Jul".  

Nordisk Film Production er Nordisk Films eget produktionsselskab, som står bag en række film- og tv-produktioner i hele Norden.